Vi har begravet vores farfar idag. Eller "rigtig" farfar var han kun til Ditte og Ronni, men til gengæld var han - og er farmor stadig - de allerbedste bonus- bedsteforældre for Heine og Peter (ældste og yngste søn).
De sidste knap 10 år led farfar af Alzheimers Demens, og det er ufattelig trist at se et elsket menneske blive væk i sig selv. Selvom jeg til daglig arbejder med mennesker med demens, så gør det ondt når det kommer tæt på.
Farfar trængte til at få fred, men alligevel kommer døden altid ubelejligt. Man føler der er ting der skulle have været sagt eller gjort, sådan er det vist altid.
Den tale præsten holdt er en af de smukkeste taler jeg har oplevet i sådan en anledning. Det lykkedes hende med mange exempler, at tegne det rigtige billede af farfar og den kærlighed han havde til familien.
Dagen var særlig svær, idet Ditte og Ronnis far for 12 år siden valgte livet fra, og idag måtte vi så stå ved det samme gravsted og tage afsked med farfar. Men på trods af det, så var det en smuk højtidelighed og en smuk afsked med et dejligt menneske - så ....tak for alt Farfar.
Det er måske et lidt trist indlæg idag - men det er jo også en del af livet ind imellem.
Så pas på hinanden og dem I holder af.